Nye lejeboliger i Gylling
Der er udsigt til at der kommer nye lejeboliger og dermed nye tilflyttere til Gylling. DOMI Bolig og Odder Kommune har skrevet under på tre kontrakter om etablering og renovering af lejeboliger i Gylling. Det drejer sig om fire grunde på Rasmus Larsen Vænge nr. 1- 3-5-7.
Af Rasmus Toftegaard Pedersen
Her ønsker DOMI Bolig at opføre otte nye familieboliger. Boligerne opføres som tæt-lav boligbebyggelse i to rækker med hver fire boliger. Hver række vil bestå af to 3-værelsesboliger på 92 m2 og to 4-værelsesboliger på 108 m2. For at højne det arkitektoniske udtryk arbejdes der med et spring/fremrykning mellem bolig 2 og 3 i hver række. Inden arbejdet kan sættes i gang skal der udarbejdes et tillæg til den gældende lokalplan. DOMI Bolig forventer derfor at kunne komme i gang med arbejdet om et års tid.
Borgmester Uffe Jensen udtaler: ”Det er rigtigt godt at vi sammen med DOMI Bolig og gennem de tre aftaler om nye boliger kan skabe endnu flere bosætningsmuligheder i Odder by og oplandet. Det er vigtigt at vi kan tilbyde boliger til dem der ønske bo i vores landsbyer, tæt på mark, skov og udsigt samtidigt med at fortsætte med at udvikle Odder Vestby som et attraktivt område.” ”Byrådet er meget optaget af, at det skal være attraktive boliger bredt i hele kommunen. Aftalen med DOMI Bolig er med til at understøtte det, og det glædes jeg over,” slutter borgmesteren.
Formand for DOMI, Herdis Larsen udtaler: ” Vi er rigtigt glade for aftalerne med Odder Kommune. For os er det utroligt vigtigt at vi gennem vores virke også bidrager til at styrke sammenhængskraften mellem land og by. Med aftalen for Rasmus Larsen Vænge mener vi at vi netop gør dette. Vi glæder os over at vi i den nærmeste fremtid kan tilbyde nye boliger til både nuværende som nye beboere i Gylling.”