Skip to content Skip to main navigation Skip to footer

Forfatter: gyllingogomegn

Gylling

Gylling Byfest 2024 med flot overskud, til trods for vejrmæssige udfordringer

Det er fire foreninger, der er meget tilfredse og ser tilbage på en rigtig fin og hyggelig byfest, til trods for, at det meste af lørdagen regnede væk og et nyt spændende byfest-koncept skulle prøves af.

Tilbage i februar måned meldte Gylling Kulturforening ud, at det var slut med byfest-telt på sportspladsen og at det var tid til at tænke nyt. (En ny måde og tænke byfest på). Et nyt og spændende koncept skulle prøves af, hvor de bærende foreninger i byen skulle holde byfest og skabe liv i gaderne.

Lars Dalsgaard Larsen, formand i Gylling Sport og Idræt: ”Vi er ærgelige over, at vejret ikke lige var med os lørdag, for at sige det mildt, for det er klart, at her ligger der en del omsætning som vi er gået glip af, og de aktiviteter, der var planlagt for børn og unge, de druknede i regnen. Men når det er sagt, så er jeg faktisk meget stolt over resultatet og den indsats som foreningerne og de mange frivillige gør, kombineret med den støtte vi forsat modtager fra diverse sponsorer, det varmer og gør indtryk. Der er heldigvis stadig mange privatpersoner og virksomheder, der tror på os, og gerne vil være med til at gøre en forskel og være noget for andre”.

Bent Mønsted, formand i Gylling Mølle: ”Jeg synes, at vi lykkedes på en rigtig fin måde, ved møllen, med at skabe en hyggelig stemning, miljø og udnytte møllens område og rammer til at lave aktiviteter med både musik og mad. Vejret er vi ikke herre over, og det er synd, at enkelte aktiviteter ikke kunne gennemføres ved møllen. Men med lidt tilpasninger og læringer fra det nye byfest-koncept, så kan vi se tilbage på en byfest, hvor møllen er et oplagt sted, at holde sådanne arragenmenter og jeg er glad for den hjælp vi har fået fra de frivillige og fra mølle-bestyrelsen.

Susanne Larsen, formand i Gylling Forsamlingshus: ”Det har været en del nemmere og holde byfest i år. De frivillige kender huset, hvilket har hjulpet os en del ved oprydning og rengøring. Vi havde rammerne til, at vi hurtigt kunne rykke børneloppemarkedet indenfor og i ly for regnen, hvilket gjorde at vi ikke skulle aflyse dette arrangement. Vi håber, at flere ønsker, at bruge vores rammer, til næste år, og vil indgå i arbejdsgrupper, hvis man f.eks. ønsker nogle andre eller yderligere aktiviteter for børn, unge og voksne. Vi er altid lydhøre overfor nye idéer og vil gerne i dialog med nye frivillige, der gerne vil være med til at gøre en forskel. Vi er glade for at vise ’den gamle dame frem’ (Gylling Forsamlingshus) og igen vise de mange muligheder, der kan afvikles her hos os. Mange tak til alle de frivillige og sponsorer, der både har bakket flot op om byfesten generelt og specifikt med gaver til vores byfest-banko”.

Søren Bøgh Nielsen, formand i Gylling Eventforening ”Gylling Eventforening takkede ja til invitationen om at deltage som arrangør af Gylling Byfest og i vores regi betød det, at vi kunne åbne dørene til byfestbanko torsdag, Metal i Forsamlingshuset fredag og børneloppemarked, kagebagekonkurrence og det store kagebord lørdag og brugt gårdmiljøet ved forsamlingshuset som et fællestræk for alle arrangementer. Der har været meget læring undervejs med et nyt koncept, og ting der ikke har fungeret optimalt i praksis, men i hovedtræk er vi yderst tilfredse med afviklingen og samarbejdet med de øvrige foreninger, hjælpen fra alle de frivillige og naturligvis at se så mange gæster både torsdag, fredag og lørdag i Forsamlingshuset og vi lærer hver eneste gang vi holder arrangementer. Vi er også glade for de tilbagemeldinger vi har fået fra gæsterne og de indgår naturligvis i den kommende planlægning. Samlet set tror vi på, at dette nye koncept kan blive endnu bedre. Nu skal vi i gang med, at evaluere og justere til, og så er jeg helt sikker på, at Gylling Eventforening også er med til at arrangere Gylling Byfest i 2025”.

Med det nye byfest-koncept, så er det lykkedes os:

  • at skære 30 vagter fra i vagtplanen
  • at nedsætte vagt-tiden (fra fire til maks tre timer)
  • at spare 50.000 kr. i leje af telt, materialer, tilladelser m.m.
  • at spare ca. 300 person-timer i op og nedtagning af byfest-telt samt opbygning af en byfestplads
  • at fremvise og bruge foreningernes rum og lokaler på en flot og fornuftig måde
  • at generere massiv omtale om foreningerne via de sociale medier og hjemmeside
  • at styrke samarbejdet mellem byens foreninger

Årets resultat er: 50.249,75 kr.

Pengene vil indgå i foreningernes frie midler og vil blive brugt på, at styrke rammerne omkring foreningernes virke og skabe nye og flere tilbud for Gylling og omegn.


Gylling Outdoor

Gylling Sport og Idræt lancerer ny afdeling

Hos Gylling Sport og Idræt har det i mange år været muligt at gå til fodbold, gymnastik, badminton og esport og nu tændes ilden til en helt ny afdeling – Gylling Outdoor.

Lars Dalsgaard Larsen, formand i Gylling Sport og Idræt: “Vi blev kontaktet af fire tidligere spejderledere, der ønskede at starte et lokalt tilbud op og lave aktiviteter, især for børn og unge, der er vilde med udelivet, naturen og det at blive klogere på begge dele. Vi blev mødt af nogle fantastiske frivillige, der rigtig gerne vil være noget for andre, med masser af erfaring med spejderliv og naturoplevelser, og så er de bare generelt en gruppe positive mennesker, der er gode til at samle børn og unge i et givende fællesskab. Ved at tilbyde en ny afdeling i vores forening, så håber jeg, at Gylling Outdoor kan få rammerne til at vokse, at de kan fokusere på aktiviteterne (og mindre administration) og lave tilbud til især børn og unge, der er nysgerrige på naturen og udelivet”.

Men hvad med de klassiske sport og idrætsdyder, får man pulsen op?
John Theilgaard, udvalgsformand i Gylling Outdoor: “Vores aktiviteter er baseret på samarbejde, fællesskab, leg og udfordringer. Vi er altid udenfor og det at være i naturen handler også om bevægelse, vi lærer at bruge kroppen og hovedet i samspil, samtidig med at vi oplever noget fedt. Så vi bliver helt naturligt trætte efter hvert møde. Aktiviteterne vi laver, er dog noget alle kan være med til, ingen bliver presset ud over evne og vi har stærkt fokus på den enkelte. Vi glæder os rigtigt meget til, at vi starter op i slutningen af august og forhåbentligt møder en flok nye medlemmer. Det er en gave, at vi kan gøre det i regi af Gylling Sport og Idræt, det gør nemlig det hele meget nemmere, at vi kan koble os på en veldrevet lokal forening, hvor der er godt styr på alt det formelle. Vi vil nemlig helst bruge vores tid udenfor sammen med vores outdoor medlemmer”.

Gylling Mølle som mødested
Bent Mønsted, formand for Gylling Mølle: “Vi tænker selv, at Gylling Mølle er byens vartegn og naturlige samlingssted og vi er altid i proces med at udvikle på det. Derfor er det os en stor glæde, at det nu ser ud til, at der kommer endnu mere liv omkring Møllen. Den nye Outdoor-afdeling er hjertelig velkommen og vi ser frem til samarbejdet”.

Sæsonen starter onsdag d. 21/8-2024 og du kan se programmet på https://www.gyllingsportogidraet.dk/outdoor/ hvor du også indmelder dig.

Personer på billedet:
Øverst fra venstre: Martin, Niklas, John, Anne og Berit.
Forrest: Astrid og Fenja.

Har du spørgsmål til ovenstående, så kontakt venligst:

Udvalgsformand for Gylling Outdoor
John Theilgaard, 21698284, outdoor@gyllingsportogidraet.dk

Formand for Gylling Sport og Idræt
Lars Dalsgaard Larsen, 26177958, formand@gyllingsportogidraet.dk

Gylling Sport og Idræt har foretaget reparationer af multibanen

Gylling Sport og Idræt har foretaget reparationer af multibanen

Hullet på banen er udbedret og der er købt nye bagvægge til basketkurvene i vedligeholdelsefrit gorilladesign.

Vi håber byens unge vil være med til at passe på vores multibane, da disse reparationer er dyre.

Vi håber mange vil benytte banen, hen over sommeren, og vi glæder os til, at se mange af jer efter sommerferien, til et af vores mange tilbud.

Gylling Sport og Idræt har foretaget reparationer af multibanen

Gylling Skoles bålhytte

Donér penge til Gylling Skoles bålhytte

Bålhyttens tag er under renovering, men pengene er sluppet op. Da hytten ikke er Kommunens ansvar, skal vi selv betale for reparationer mv.

Vi mangler ca. 2.500-3.000 kr. til indkøb af kalmarbrædder. Selve arbejdet med reparationen laves af frivillige og Skolens bestyrelse.

I kan overføre penge til Skolekredsens MobilePay-konto på nr. 182566. Husk at skrive “bålhytte” ved overførsel på MobilePay.

Med venlig hilsen og tak
Skolebestyrelsen på Gylling Skole

Gylling Forsamlingshus

Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter Gylling Forsamlingshus med penge til ny hjemmeside

I Gylling Forsamlingshus er der altid gang i flere projekter og ét af disse, er etableringen af en ny hjemmeside. Den nuværende hjemmeside, der har mange år på bagen, er baseret på gammel og uddateret kode og svær at opdatere og derfor er der et stort ønske fra bestyrelsen om et mere moderne, tidssvarende og et mere tilgængeligt og brugervenligt system, hvor de frivillige, selv, kan opdatere hjemmesiden. Hertil også et ønske om nemmere og mere tilgængelig funktion til betaling af medlemskab.

Til at løfte opgaven, så har Gylling Forsamlingshus allieret sig med det lokale marketingbureau Lemon Marketing fra Odder og med støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, så er det et vigtigt skridt og motivation til at søge yderligere støtte.

Bestyrelsen er sikker på, at med en ny hjemmeside, så betyder det flere udlejninger og en større glæde blandt de frivillige, at de nu vil få en flot og mere moderne hjemmeside, der er med til at gøre det nemmere for alle.

Mange tak til Sparekassen Danmark Fonden Himmerland for støtten på 15.000 kr.

Gylling t-shirten

Nu kan du købe Gylling T-shirten

Nu har du mulighed for, at bestille den unikke Gylling T-shirt. Der er lavet nyt design, så der er rig mulighed for, at få en ny t-shirt til sommeren. T-shirten kan bestilles i følgende størrelser:

Børne størrelser:
XS 3-4 år (104/110)
S 5-6 år (110/116)
M 7-8 år (116/134)
L 9-11 år (140/152)
XL 12-14 år (164/176)

Voksen størrelser:
S
M
L
XL
XXL
XXXL
XXXXL

Du kan bestille T-shirten via følgende link.

Er du sportsudøver (med DBU log-in) så kan du bruge disse ellers kan du vælge at logge på uden en DBU-bruger og gennemføre dit køb.

Der er deadline for bestilling 15. maj 2024 kl. 22:00. Pris: 135 kr.

T-shirts vil blive udleveret på Gylling Sportsplads i forbindelse med Byfesten 15. juni 2024 fra kl. 10:00 til kl. 16:00 i Gylling Sport og Idræts telt.

Overskuddet fra salget går til foreningerne: Gylling Sport og Idræt, Gylling Mølle, Gylling Eventforening og Gylling Forsamlingshus.

Vi håber byen, og mange flere, vil bakke op omkring Gylling T-shirten.

Køb Gylling T-shirten

Gylling Byfest - Liv i gaderne

En ny måde og tænke byfest på – liv i gaderne

GYLLING BYFEST – LIV I GADERNE

I otte år har Gylling Kulturforening været hovedarrangør bag Gylling Byfest og byens foreninger har nydt
godt af de tæt på 400.000 kr. vi har kunne give videre til dem, så Gylling og omegn har haft de rigtige
rammer, aktiviteter og fællesskaber til, at udvikle et levende lokalområde med lyst til deltagelse, både som
frivillig og gæst. Vi er specielt stolte af, at byfesten er blevet et sted, hvor byens foreninger har kunnet
samarbejde omkring afviklingen og overskuddene, på demokratisk vis er fordelt videre til de projekter med
mest opbakning blandt foreningerne og virksomhederne i Gylling og omegn.

Udfordringer i samfundet
De senere år har det dog vist sig mere og mere besværligt, at afvikle en byfest specielt i et lille lokalt
samfund som Gylling og omegn. Der er flere aspekter, som er medvirkende hertil og nedenstående punkter
er ikke udtømmende:

– Øget myndighedskrav (et utal af tilladelser/krav både kommunale og nationale samt moms)
– Frivillige hænder under pres efter Corona (større fokus på, hvad man individuelt gerne vil med sin
fritid og skærpet fokus på familien)
– Økonomi under pres grundet inflation (generelle prisstigninger på varer og udstyr, samt større
bevidsthed om privatforbrug af byfestgænger)

I tænkeboks og i dialog
Dette fik Kulturforeningen til, at gå i tænkeboks og i efteråret 2023 gik vi i dialog med fire foreninger: Gylling
Mølle, Gylling Forsamlingshus, Gylling Eventforening og Gylling Sport og Idræt. De fire foreninger blev
indbudt, da deres engagement i byfesten i alle otte år har været markant og de årligt har budt ind på, at stå
for større og mindre dele af byfesten. Hertil ønsker både Kulturforeningen og de øvrige foreninger, at der
også stadig bliver plads til de øvrige foreninger i Gylling og omegn, i fremtiden, enten i form af afgrænset
opgaver eller profilerings-indslag under byfesten.

En ny måde og tænke byfest på
Hovedspørgsmålet de fire foreninger arbejdede med var:

Hvordan kunne vi udvikle og forenkle afviklingen af Gylling Byfest i fremtiden ?

Det første punkt vi adresserede var, at tiden var løbet fra, at bruge store beløb og mange frivillige timer på,
at bygge en byfestplads på sportspladsen. Årligt bruges der ca. 50.000 kr. på, at leje udstyr og ca. 300
frivillige timer på opsætning og nedtagning. Både tiden og pengene vurderede vi, samlet set, at disse måtte
kunne bruges bedre.

Det blev i første omgang til en arbejdstitel som hedder: GYLLING BYFEST – LIV I GADERNE

Foreningerne ønsker derfor, at tilbyde en byfest, der er mere rumlig, lidt som man kender det fra Odder
Byfest, hvor byens rum og steder benyttes mere aktivt. Derfor kommer der til, at være flere aktiviteter både
ved Møllen, i og ved Forsamlingshuset, samt stadig på sportspladsen og rundt i byen. Der vil være mange
varierede tilbud af aktiviteter og musiktilbud i løbet af byfest-weekenden og noget for alle aldre. Der vil
ligeledes være forskellige spisetilbud både menuer og fastfood.

Programmet
Det endelig program vil blive præsenteret løbene de næste tre måneder. Der vil være nogle af
tilbuddene, der vil være krav om billetkøb, så hold godt øje med de sociale medier, så du/I kan sikre en billet
til aktiviteten eller spisetilbuddet.

Overskuddet
Et evt. overskud fra byfest-aktiviteterne vil blive delt ligeligt mellem de fire foreninger og indgå i deres frie
midler og ikke som tidligere direkte blive øremærket en kommende aktivitet eller et bygge-
/renoveringsprojekt. Dette skaber større frirum til, at lykkedes med de projekter foreningerne ønsker at
prioritere.

De frivillige og mindre risiko
Foreningerne håber, at tiltagene kan mindske behovet for frivillige til etablering og nedtagning af
byfestpladsen, samt de også får tid til, at deltage med deres familier i festlighederne. Derudover vil
benyttelsen af byens allerede etablerede faciliteter fjerne en del af tilladelserne, da disse allerede foreligger,
samt stederne allerede har udstyr og frivillige med kompetencerne til, at afvikle arrangementer lige netop
fra deres lokation. Økonomisk vil foreningerne heller ikke løbe samme risiko, da man ikke starter med, at
have 50.000 kr. i udgifter, samt heller ikke være 100% afhængige af godt juni-vejr, da der er tag over
hovederne på flere af lokationerne.

Men så bliver det jo ikke en byfest som vi plejer at have!
Det korte svar er Nej. Men der er helt sikkert nogle elementer som I vil genkende fra tidligere år og nogle du
vil savne. Men der vil også være nye som vi håber du vil tage godt imod, så vi sammen kan fejre
fællesskabet i Gylling og skabe nye traditioner, som bedre er i tråd med, hvordan samfundet i dag ser ud og
hvordan vi gerne vil tage del i det.

Vi håber, at se hele Gylling og omegn til nogle festlige dage med ”LIV I GADERNE” til Gylling Byfest fra
torsdag den 13. juni til og med lørdag den 15. juni 2024.

Med venlig hilsen
Gylling Mølle, Gylling Forsamlingshus, Gylling Eventforening, Gylling Sport og Idræt, samt Gylling
Kulturforening.

Arbejdsdag Gylling Skole

Lokalsamfundet støtter Gylling Skole

Tusind tak til alle der har bidraget til fornyelse og forbedring af Gylling Skole. Eleverne har nu fået flere aktivitetsmuligheder og flotte blomster at se på.

Gennem de seneste måneder har Gylling Skole nydt godt af den store opbakning fra frivillige fra Gylling og omegn.

Skolen har, som vi tidligere har skrevet om, fået en ny legeplads, hvoraf cirka halvdelen af udgiften blev doneret af lokale virksomheder og fonde. 

Derudover har skolen lige fået et nyt bordtennisbord, bat og bolde. Alt dette er doneret af Narayana Press. I sidste uge donerede Løkkegaard 6 højbede, espalier og mini-drivhuse, så eleverne selv kan dyrke grøntsager. Den 17. september blev Skolens udearealer forskønnet og fornyet efter en arbejdsdag hvor ca. 45 engagerede voksne og børn knoklede for at plante blomster, luge ukrudt, grave bildæk ned til en balancebane samt sætte læside og nyt tag på bålhytten. Kalmarbrædderne til bålhytten blev doneret af Gylling Mølle og Tømrer Mark Rosenberg. Mark Rosenberg vil færdiggøre taget og bygge et opmagasineringsskab til bålhytten i løbet af de næste uger. Slutteligt har Lions Club Odder doneret penge til bålhytten.

Igen, tusind tak for jeres opbakning. 

Mange hilsener fra 
Skolebestyrelsen på Gylling Skole
Lisa Fønss Rasmussen

Mail: lisafoenss@gmail.com
Tel: +45 2423 1794

Arbejdsdag Gylling Skole
Arbejdsdag Gylling Skole
Arbejdsdag Gylling Skole
Arbejdsdag Gylling Skole
Arbejdsdag Gylling Skole
Arbejdsdag Gylling Skole

Gylling Skole & Børnehus

Arbejdsdag på skolen, d. 17/9

Skolebestyrelsen inviterer til arbejdsdag på skolen d. 17/9 kl. 10:00-13-00. Al hjælp, børnepasning, kagebagning mv. er kærkommen.

MEN – vi mangler træ til reparation af skolens bålhytte og træ til et opbevaringsskab og læside til bålhytten.

Er der nogle, der har træ i overskud, eller nogle, der gerne vil donere noget?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Forældrerepræsentanterne i skolebestyrelsen på Gylling Skole 

Kontakt gerne Lisa på 24 23 17 94, hvis du/I har mulighed for at deltage, donere træ, bage kage eller lignende.