Årets byfest i Gylling bliver desværre aflyst

6. april 2020

Kort fortalt: Gylling Byfest bliver desværre aflyst i år. Til gengæld har vi planer om et større kulturelt tiltag til oktober ...

 

Kære Gylling og omegn.


Kort fortalt: Gylling Byfest bliver desværre aflyst i år. Til gengæld har vi planer om et større kulturelt tiltag til oktober ...


Lidt længere fortalt: Gylling Kulturforening, som arrangerer Gylling Byfest, har taget den tunge beslutning, at årets byfest i juni måned 2020 bliver aflyst.


Gylling Byfest er med til at finansiere rigtig mange af de projekter, som bliver realiseret af foreningerne i Gylling og omegn. Vi er utrolig kede af aflysningen, men vi føler ikke, at vi kan forsvare at fortsætte med planlægningen under de nuværende omstændigheder ud fra dels et økonomisk hensyn, dels et hensyn til vores samarbejdspartnere. Dertil kommer de sundhedsmæssige hensyn.


En stor del af aktiviteterne til Gylling Byfest finansieres af vores sponsorer, hvoraf flere af dem allerede er ramt af konsekvenserne af COVID-19’s indtog og nedlukningen af Danmark. Vi finder det derfor upassende at skulle “presse på” for sponsorater netop nu.


Vi vurderer også, at en gennemførsel af byfesten her i 2020 - hvor der i befolkningen er opstået et øget fokus på og frygt for at forsamle sig - vil gå ud over antallet af gæster og dermed omsætningen, som yderligere vil forårsage en nedgang i vores aktiviteter. Med andre ord vurderer vi, at det vil være forbundet med en for stor risiko for underskud, hvis vi afholder Gylling Byfest i år.


Det, håber vi, at I, der plejer at deltage i byfesten, har forståelse for, da vi jo ønsker at lave byfest mange år ud i fremtiden. Vi håber og satser da også på at være tilbage i normale rammer igen i 2021.


HVAD SÅ MED BYENS FEST?
Der er jo nok nogle, der spørger, om vi så slet ikke får lejlighed til at fejre byen og vores sammenhold i år?! Svaret er, at vi arbejder på sagen.


Selvom vi ikke kan løfte sløret helt, så er flere af byens foreninger allerede i dialog omkring at planlægge en fest af dimensioner til efteråret 2020, hvor vi forhåbentlig er kommet godt ud på den den anden side af Corona-situationen.


Derfor vil vi gerne opfordre til, at du allerede nu sætter kryds i kalenderen fra lørdag d. 3. oktober til d. 11. oktober 2020. Dér satser vi på en række aktiviteter for alle aldre - og i det hele taget en fest for alle, hvor vi fejrer det dejlige liv i Gylling og omegn. Vi har brug for dig og din støtte!!


Vi ses.


De bedste hilsner
Gylling Kulturforening
Lars, Kristina, Lars, Peter og Peter.