Gylling Mølle bakker op om en sikker skolegang

12. april 2020

Når eleverne fra Gylling og omegn vender tilbage til Gylling Skole og Børnehus, så er det med nye krav til bl.a. øget hygiejne, mere rengøring, at der skal holdes afstand til hinanden og at undervisningen tilrettelægges så størstedelen af skoledagen foregår udendørs.

 

Dette er krav, der ligger ekstra pres på, når en ”normal” skoledag skal fungere og derfor har Gylling Mølle rakt hånden ud til Gylling Skole og Børnehus. Gylling Mølle har nemlig, gratis, udlånt to store telte + arbejdskraft til opsætning i skolegården og ved møllen. På den måde håber Gylling Mølle, at de kan bidrage til en nemmere hverdag, hvor man kan holde afstand til hinanden og være mere ude, men stadig i læ for vind og vejr.

 

Vi skal alle hjælpe, hvor vi kan og når vi nu har teltene og de ikke skal bruges før til Halloween og til vores Julemarked, så kan de lige så godt gøre god gavn nu” fortæller Bent Mønsted, formand for Gylling Mølle.

 

Gylling Mølle vil gerne opfordre til, at teltene ikke benyttes, af andre, f.eks. om aftenen eller i weekenderne, da dette kun er et tilbud til Gylling Skole og Børnehus, der skal bruge disse, så længe vi står sammen, hver for sig, om at bekæmpe COVID-19.

 

Se flere billeder på Gylling Mølles facebook-side.

 

Læs mere