Julemarked på Brandbygegaard

Gaderne er pyntet med kæder af små diodelys, formet som julens hjerter, stjerner, rensdyr og hvad der ellers følger højtiden, flere steder i skøn symfoni med gran af plast. Om føje dage bliver der spillet “Last christmas” ud af alt fra din clockradio til ventemusikken i elevatoren, og så ved man, det snart er december.

Man ved også, at det er ved at være tid til julemarked på Brandbygegaard. Der kommer vidunderligt mange spændende små producenter og grossister med alt til dit julebord, ting til at lægge under træet, mad og drikkevarer til nytårsfesten m.m. Listen over stadeholdere må du vente lidt med, men du kan spidse blyanten og sætte et ordentligt kryds i kalenderen ud for weekenden d. 7. og 8. december.

Udover oplevelsen af den altid hjertevarme stemning på gården kan du se dig omkring. Lågerne er åbne (eller åben-bare), så gæsterne kan gå tur i vinmarken, i æbleplantagen, i haven, til Sørens Sø og rundt til foldene og besøge gårdens dyr. Gummistøvler eller andet velvalgt fodtøj er en god idé. Der er selvfølgelig gratis adgang til julemarked og gård.

Det er som sædvanligt muligt at købe og spise en lækker frokostret samt Lone Landmand-æbleskiver - måske ledsaget af et krus med den legendariske æblegløgg, et glas af årets friske æblemost eller fadøl fra gårdens bryghus. Den økologiske madbod er åben begge dage.

Det hele bliver mægtig hyggeligt, og vi glæder os meget til at se dig og alle dem du overhovedet kan finde på at slæbe med. Alle er velkomne og der er altid plads til én mere i den store trælade!
Du kan med forventningens glæde dele og invitere mennesker omkring dig :-)

Julemarked på Brandbygegaard

Lørdag d. 7. december 2019

Tidspunkt

Kl. 11:00 - 16:00

Placering

Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder

Julemarked på Brandbygegaard