Skip to content Skip to main navigation Skip to footer

Tag: Natur

Gylling Outdoor

Gylling Sport og Idræt lancerer ny afdeling

Hos Gylling Sport og Idræt har det i mange år været muligt at gå til fodbold, gymnastik, badminton og esport og nu tændes ilden til en helt ny afdeling – Gylling Outdoor.

Lars Dalsgaard Larsen, formand i Gylling Sport og Idræt: “Vi blev kontaktet af fire tidligere spejderledere, der ønskede at starte et lokalt tilbud op og lave aktiviteter, især for børn og unge, der er vilde med udelivet, naturen og det at blive klogere på begge dele. Vi blev mødt af nogle fantastiske frivillige, der rigtig gerne vil være noget for andre, med masser af erfaring med spejderliv og naturoplevelser, og så er de bare generelt en gruppe positive mennesker, der er gode til at samle børn og unge i et givende fællesskab. Ved at tilbyde en ny afdeling i vores forening, så håber jeg, at Gylling Outdoor kan få rammerne til at vokse, at de kan fokusere på aktiviteterne (og mindre administration) og lave tilbud til især børn og unge, der er nysgerrige på naturen og udelivet”.

Men hvad med de klassiske sport og idrætsdyder, får man pulsen op?
John Theilgaard, udvalgsformand i Gylling Outdoor: “Vores aktiviteter er baseret på samarbejde, fællesskab, leg og udfordringer. Vi er altid udenfor og det at være i naturen handler også om bevægelse, vi lærer at bruge kroppen og hovedet i samspil, samtidig med at vi oplever noget fedt. Så vi bliver helt naturligt trætte efter hvert møde. Aktiviteterne vi laver, er dog noget alle kan være med til, ingen bliver presset ud over evne og vi har stærkt fokus på den enkelte. Vi glæder os rigtigt meget til, at vi starter op i slutningen af august og forhåbentligt møder en flok nye medlemmer. Det er en gave, at vi kan gøre det i regi af Gylling Sport og Idræt, det gør nemlig det hele meget nemmere, at vi kan koble os på en veldrevet lokal forening, hvor der er godt styr på alt det formelle. Vi vil nemlig helst bruge vores tid udenfor sammen med vores outdoor medlemmer”.

Gylling Mølle som mødested
Bent Mønsted, formand for Gylling Mølle: “Vi tænker selv, at Gylling Mølle er byens vartegn og naturlige samlingssted og vi er altid i proces med at udvikle på det. Derfor er det os en stor glæde, at det nu ser ud til, at der kommer endnu mere liv omkring Møllen. Den nye Outdoor-afdeling er hjertelig velkommen og vi ser frem til samarbejdet”.

Sæsonen starter onsdag d. 21/8-2024 og du kan se programmet på https://www.gyllingsportogidraet.dk/outdoor/ hvor du også indmelder dig.

Personer på billedet:
Øverst fra venstre: Martin, Niklas, John, Anne og Berit.
Forrest: Astrid og Fenja.

Har du spørgsmål til ovenstående, så kontakt venligst:

Udvalgsformand for Gylling Outdoor
John Theilgaard, 21698284, outdoor@gyllingsportogidraet.dk

Formand for Gylling Sport og Idræt
Lars Dalsgaard Larsen, 26177958, formand@gyllingsportogidraet.dk

Frøposer

Gylling Byfest præsenterer: ‘Vild med Dagli’Brugsen Gylling’

Op imod, og under byfesten, vil man kunne opleve nye og bæredygtige tiltag. Derfor er vi også VILDT glade for, at Dagli’Brugsen Gylling vil bakke op omkring dette års helt store byfest-konkurrence. 

Vi vil rigtig gerne se mere vildt i Gylling og omegns haver, til gavn og glæde for insekter, smådyr og dig selv. Derfor vil du fra søndag den 3. april kunne købe vores 10 grams blomsterengsfrø i Dagli’Brugsen Gylling. En pose svarer til et område på 1,5 til 2 m2 – perfekt til en palleramme, en blomsterkasse, krukker eller blot et hjørne i haven. Efterfølgende vil vi glæde os til, at se resultaterne fra jeres haver omkring byfesten i juni 2022. Vi vil VILDT gerne have jer med på legen. 

Prisen for en frøpose er 75 kr. og kan overføres til MobilePay 955100, når du henter din frøpose i Dagli’ Brugsen Gylling. 

Når du så har plantet dine frø, så skal du huske, at gemme frøposen, da den vil være din lodseddel til frøkonkurrencen under Gylling Byfest 2022. Alle frøposer er nummereret, hvor de fire heldige vindere vil blive udtrukket i byfest-teltet lørdag d. 18. juni ca. kl. 20.00. Præmier udleveres kun ved fremvisning af gyldig fysisk frøpose. 

Du kan vinde følgende til at nyde i haven: 

  • Coop rosenbænk i naturtræ – til en værdi af 999 kr. 
  • Dano Mast flagstang til en værdi af 2.699 kr. 
  • Salta trampolin Ø 366 til en værdi af 3.599 kr. 
  • Dansk hjemmehørende træ til en værdi af 999 kr. 

Overskuddet fra konkurrencen går ubeskåret til byens foreninger i forbindelse med støtterækkefølgen til dette års byfest.

Så er du VILD med natur, VILD med Gylling og VILD med Dagli’Brugsen Gylling, så er det bare en VILDT god idé, at få købt én eller flere frøposer/lodder.   

Med venlig hilsen
Gylling Kulturforening